Ramses II og slaget ved Kadesh​: Omkring år 1300 f.v.t. drog den unge ægyptiske farao Ramses II ud med sin hær for at erobre den strategisk vigtige syriske by Kadesh, som hans rival, den hitittiske konge Muwatalish havde fravristet Ramses far. Nogle måneder senere tørnede deres hære sammen i det som er blevet kaldt historiens første dokumenterede slag: en dramatisk historie om store forventninger, list og bedrag, personligt mod, kamp på et hængende hår og en af historiens mest succesrige selvpromoveringer, der vendte et militært nederlag til en personlig image-sejr.

Hør den spændende historie om slaget, en af de mest markante herskere i oldtiden og hvorfor vi selv i dag, tusinder af år efter, stadig bliver fascineret af dem.